Lovlige måder at reducere telefonforstyrrelser i mødelokalet

Telefoner stjæler opmærksomhed i møder og koster både tid og penge. Her får du konkrete, lovlige greb: spilleregler før mødet, en skriftlig telefonpolitik, telefonvenlige zoner og et mødedesign, der gør det værd at lægge telefonen væk.

Hvorfor telefonforstyrrelser i mødelokalet er et reelt problem

Når jeg taler med ledere og teams om mødekultur, er telefonen næsten altid den første synder. Ifølge Neat bruger medarbejdere cirka 42 minutter om dagen på private gøremål på telefonen og kan spilde op mod to arbejdstimer på den, og efter en afbrydelse tager det omkring 23 minutter for hjernen at finde fuld fokus igen. Det er ikke småtteri, når et møde kun varer 45 minutter.

Problemet har også en samfundsøkonomisk side. Ifølge en opgørelse fra mitmagazine.co.uk (28. februar 2025) koster forstyrrelser i møder den britiske økonomi 20,7 milliarder pund – et tal, der er svært at ignorere. Og det er ikke kun et spørgsmål om penge. Deloittes Global Mobile Consumer Survey viste allerede i 2018, at amerikanske forbrugere i gennemsnit tjekker telefonen 52 gange om dagen, mens de 18-34-årige tjekker over 100 gange dagligt. Telefonen er altså ikke et randfænomen i mødelokalet, men en strukturel del af arbejdsdagen.

Spørgsmålet er derfor ikke, om man skal gøre noget ved telefonerne, men hvordan man gør det, uden at man fremstår som en ren kontrolinstans. Der findes lovlige greb, og de virker bedst, når man kombinerer dem: klare forventninger, en skriftlig politik og et møde, der faktisk er værd at være til stede på. Det er den tilgang, jeg selv har set fungere i praksis.

Hvorfor telefonforstyrrelser i møder koster mere, end du tror

Arbejdsdagen er i forvejen delt op i små bidder. Neat peger på, at den gennemsnitlige medarbejder bruger tre timer eller mere hver dag på e-mail, Slack og andre kommunikationskanaler – og i snit gør brug af 28 forskellige apps. Så når telefonen summer, konkurrerer den med mødets indhold om præcis den samme begrænsede opmærksomhed. Det gør ikke bare mødet ringere; det gør også deltagerne mindre tilbøjelige til at byde ind.

Det er noget, arbejdsgiverne kan mærke på egen krop. The Hartford lavede i november 2023 en undersøgelse, hvor 19 procent af arbejdsgiverne svarede, at medarbejderne reelt set er produktive i under fem timer om dagen – og mere end halvdelen af dem peger på mobiltelefonen som en af de helt store syndere. Samtidig viser tallene, at 98 procent af amerikanerne ejer en eller anden form for mobiltelefon. Så det handler ikke om at afskaffe teknologien, for den er her jo. Det handler om at styre, hvilken rolle den spiller i de situationer, hvor den gør mest skade.

Det her er jo ikke et fænomen, der kun findes i Danmark eller USA. Pew Research Center rapporterede den 12. juni 2024, at 72 procent af amerikanske gymnasielærere betegner telefonforstyrrelser som et stort problem, og NASBE konstaterede i september 2025, at mindst 31 delstater plus Washington D.C. har indført statsdækkende forbud eller begrænsninger for personlige elektroniske enheder i skolerne. Et klasselokale er selvfølgelig ikke det samme som et mødelokale, men grundtanken er den samme: Forstyrrelser skal tackles med klare rammer — et forbud alene løser ikke noget.

Hvordan sætter man spilleregler før mødet starter?

Den mest effektive metode er faktisk at tage samtalen om telefoner, inden mødet overhovedet begynder. Skriv spillereglerne direkte i invitationen, og send derefter en venlig påmindelse en-to timer før, hvor du gør det klart, at mødet bliver telefonfrit. Så undgår du at skulle kalde nogen ud midt i det hele, og alle har haft tid til at indstille sig på det. Det er værd at ramme indstillingen ind som engagement og respekt frem for kontrol – det gør en mærkbar forskel for, hvordan reglen bliver modtaget.

Jeg vil anbefale, at I formulerer reglen helt konkret: telefonen skal være på lydløs og lægges væk, vigtige opkald tages ude i gangen, og hvis man lige skal tjekke noget, gør man det i en aftalt pause. Samtidig er det en god idé at tilbyde et telefonvenligt område, så folk ikke føler sig som skurken, bare fordi de tjekker deres mobil. Det er faktisk præcis den samme pointe, Forbes fremhævede i deres råd om at få folk væk fra telefonerne uden at opføre sig som en ubehagelig type – og den holder altså stadig.

Skriftlighed gør en reel forskel. Når reglen står i selve mødeindkaldelsen, bliver den en del af mødets rammer frem for en personlig irettesættelse – og det er faktisk en ret vigtig forskel. Samtidig bliver det lettere at gentage reglen over for nye deltagere og i møder, der kører igen og igen, uden at nogen hver gang føler, at der er en konflikt på vej.

Hvordan skriver man en klar og lovlig telefonpolitik på arbejdspladsen?

En skriftlig politik er omdrejningspunktet – den skal skære igennem og gøre det klart for alle, hvornår telefonen er tilladt, og hvornår den ikke er. Konkret bør det fremgå, at telefonen eksempelvis må bruges i pauserne og i de telefonvenlige zoner, mens den holdes væk under selve mødet. Ifølge Indeed (politikvejledning senest opdateret 7. december 2025) skal politikken ses i lyset af relevante statslige og føderale regler og revideres med jævne mellemrum, så den ikke ender med at være forældet. Derudover bør den også tage højde for smartwatches samt forhold som sikkerhed, fortrolige oplysninger, forebyggelse af chikane, kundeservice og produktivitet – ellers dækker den ikke de situationer, medarbejderne faktisk støder på i hverdagen.

Ifølge en søgeopsummering har Apollotechnical fundet, at 38 procent af virksomhederne allerede forbyder telefoner i konferencelokaler, mens 21 procent forbyder dem i produktionszoner og 18 procent begrænser brugen i kundevendte områder. Tallene viser, at den slags politikker er godt udbredte – men også at de ikke kan standardiseres. En politik, der bare er kopieret fra en helt anden branche, holder sjældent i praksis; den skal tilpasses den enkelte arbejdsplads og de opgaver, der faktisk foregår i lokalerne.

Familievenlige arbejdspladser bør tillade enheder til børnepasning og personlige forhold, medmindre der er sikkerhedsmæssige bekymringer. Sikkerhedskritiske miljøer kræver strengere regler, og her er det vigtigt at sige fra over for farlig sms-brug. Politikken skal med andre ord både være juridisk holdbar og menneskeligt forståelig.

Hvilke telefonvenlige zoner og kontrollerede pauser virker?

Forbud alene skaber sjældent varig adfærdsændring. Bedre er det at definere telefonvenlige zoner som frokoststuen, udeområder og omklædningsrum, hvor telefonen må bruges frit. På den måde flytter man brugen til steder, hvor den ikke forstyrrer mødet, og hvor folk ikke føler, at de skal snige sig til den.

Kontrollerede telefonpauser er et andet effektivt greb. I stedet for at forbyde telefonen helt eller lade den summe løs i baggrunden, aftaler man korte, tydelige tjek på faste tidspunkter – for eksempel et par minutter hver halve eller hele time, alt efter hvor lang mødet er. Det anerkender, at telefonen er en del af arbejdslivet, og at mange med rette holder øje med fx børn, vagttelefoner eller presserende beskeder. Samtidig beskytter den mødets fokus, fordi deltagerne ved, hvornår de må kigge, og hvornår de skal lægge den væk. Jeg har set teams indføre en fast "telefonpause" midt i længere workshops, og det har reduceret forstyrrelserne markant uden at skabe utilfredshed. Pausen fungerer bedst, når den annonceres på forhånd sammen med spillereglerne, og når man samtidig peger på et telefonvenligt område uden for selve mødelokalet, så snakken ikke flytter ind i lokalet.

Det er værd at tænke over, hvor stor en forskel placeringen af telefonen egentlig gør. En telefon, der ligger på bordet med skærmen opad, fungerer som en konstant lille invitation: Hver gang den lyser op, trækkes opmærksomheden væk fra samtalen, og selv når den ikke lyser, kan selve synet af den være nok til at forstyrre koncentrationen. Derfor er det en enkel og effektiv vane at lægge telefonen væk – ned i tasken, i jakkelommen eller i skuffen – så den ikke er synlig under mødet. Det er ikke et forbud, men en fysisk ramme, der gør det lettere at holde fokus. Samtidig kan man understøtte vanen med små, synlige hjælpemidler: En telefonkurv ved mødebordet eller et opladningsstativ placeret væk fra skrivebordene fungerer som en påmindelse i sig selv, uden at nogen behøver at gentage reglen højt. Erfaringer peger på, at den slags fysiske signaler virker bedre end endnu en mundtlig advarsel, fordi de er til stede hele tiden og ikke føles som en irettesættelse af den enkelte. Det gør det også lettere at skabe en telefonvenlig zone uden for mødelokalet, hvor man kan tjekke sin telefon i en kontrolleret pause.

Hvordan gør man selve mødet værd at være opmærksom på?

Den mest oversete løsning er at gøre mødet godt. Aflys unødvendige møder, og lever indhold eller slides via mobile enheder, så telefonen bliver en del af mødet i stedet for en konkurrent. Når indholdet fortæller en historie og rammer følelserne, falder trangen til at tjekke telefonen. Det er ikke et trick, men grundlæggende mødedesign.

Sørg for, at kerneinstruktionen er engagerende. Brug diskussion, roller og bevægelse, så deltagerne er aktive i stedet for passive tilhørere. Ryan Jenkins har beskrevet tre konkrete måder at eliminere telefonforstyrrelser i møder, og fælles for dem er, at de flytter fokus fra forbud til deltagelse. Et møde, hvor folk taler og bidrager, har markant færre telefoner i hænderne end et møde, hvor én person læser højt fra en PowerPoint.

Planlæg også dybt fokus-arbejde uden for møderne. Når medarbejderne har blokke i kalenderen til fordybelse, bliver mødet ikke det eneste sted, hvor de kan nå deres opgaver, og behovet for at multitaske falder. Det hænger sammen med den enkle pointe, at telefonforstyrrelser ofte er et symptom på et presset eller dårligt tilrettelagt arbejdsliv.

Hvordan håndterer man modstand og følger op?

Modstand er normalt, og den skal håndteres med samtale, ikke med skam. Hvis nogen gentagne gange bryder reglen, så tag en rolig samtale først og forklar hvorfor. Først derefter, hvis adfærden fortsætter, kan man eskalere inden for rammerne af den skriftlige politik. Edutopia peger på, at restaurative samtaler hjælper folk med at forstå hvorfor, mens straf mest begrænser adfærden kortsigtet.

Der er også en vigtig balance. Ifølge Get Clear Touch ser ældre professionelle oftere telefonbrug på arbejdet som upassende, mens yngre medarbejdere har en anden normal. En politik, der ikke anerkender den forskel, kan let blive opfattet som moralsk pegefinger. Forklar derfor formålet: bedre møder, mere respekt for hinandens tid og færre afbrydelser.

Endelig skal politikken følges konsekvent – ellers mister den sin effekt. Hvis reglen kun håndhæves, når lederen tilfældigvis er til stede, lærer medarbejderne hurtigt, at telefonforbuddet i mødelokalet mest er symbolsk, og så falder motivationen for at overholde det. Derfor bør opfølgningen være ensartet, uanset hvem der leder mødet, og den bør kombineres med positiv anerkendelse, når møderne bliver mere fokuserede og kortere, fordi deltagerne ikke længere bliver afbrudt af notifikationer. Samtidig er det vigtigt at justere spillereglerne, hvis de viser sig upraktiske i hverdagen – måske er der brug for en kort, kontrolleret telefonpause i lange møder, eller måske skal visse funktioner, som bærbare enheder bruges til, accepteres. Pointen er, at en telefonpolitik ikke er en engangsbeslutning, men noget man løbende evaluerer og tilpasser, så den både respekterer medarbejderne og skaber den ro, som et godt møde kræver.

Hvilke risici og juridiske grænser skal man kende?

En telefonpolitik er ikke noget, man skriver én gang og så lægger i skuffen. Den skal overholde både statslig og føderal lovgivning, og den bør gennemgås regelmæssigt, fordi reglerne flytter sig – ikke mindst i USA, hvor kravene varierer markant fra stat til stat. Det betyder i praksis, at en formulering, der fungerer fint i én stat, kan være problematisk i en anden, og at politikken derfor bør tjekkes mod de lokale regler, hver gang den revideres. Samtidig advarer NASBE om, at restriktioner alene ikke løser problemet: Hvis man bare fjerner adgangen til telefonerne, lærer medarbejderne ikke at bruge dem hensigtsmæssigt. Derfor anbefales det at parre forbud og begrænsninger med mediekendskab og konkrete færdigheder, så folk forstår, hvornår og hvordan telefonen hører hjemme – og hvornår den ikke gør. På den måde bliver politikken ikke bare en kontrolmekanisme, men også en ramme for god dømmekraft.

At blokere mobilsignaler i mødelokalet lyder umiddelbart som en effektiv løsning, men i praksis er det både problematisk og juridisk risikabelt. Man kan nemlig ikke uden videre slukke for folks netværk, og et direkte forbud kan let opfattes som straffende og skade moralen i teamet. Derfor er det værd at overveje, om forbud overhovedet rammer problemet. Christodoulou (2025, PMC) beskriver desuden, at telefonens tilstedeværelse påvirker opmærksomheden på en mere kompleks måde, end man tidligere antog. Det betyder, at enkle løsninger som forbud eller signalblokering ikke altid er de rigtige. I stedet bør man kombinere klare rammer med en forståelse for, hvorfor telefonen distraherer, og hvordan man bedst håndterer det i praksis.

I sikkerhedskritiske miljøer – for eksempel produktionshaller, laboratorier eller transport- og anlægsarbejde – bør reglerne være markant strammere end på et almindeligt kontor, fordi en distraheret medarbejder her ikke bare koster tid, men kan udgøre en direkte fare for sig selv og andre. Derfor er det vigtigt, at ledelsen ikke kun formulerer klare forbud, men også aktivt opfordrer medarbejderne til at sige fra, hvis en kollega sms'er eller taster, mens der arbejdes i et risikofyldt område. Den slags åbne, kollegiale tilkendegivelser virker bedst, når de er kendt på forhånd og bakket op af ledelsen, så ingen føler sig som en angiver. Samtidig skal en god telefonpolitik ikke kun handle om at forbyde. Den skal anerkende, at medarbejderne har reelle personlige behov – for eksempel at kunne tjekke beskeden fra børnehaven eller tage et vigtigt opkald – og derfor give plads til kontrollerede pauser og telefonvenlige zoner uden for de kritiske områder. Det er netop den balance mellem produktivitet, sikkerhed og menneskelige hensyn, der gør reglerne holdbare over tid. En politik, der udelukkende bygger på forbud og straf, bliver ofte mødt med modstand og omgås i det skjulte, mens en politik, der forklarer hvorfor og samtidig rummer medarbejdernes behov, har langt bedre chance for at blive efterlevet i praksis.

Hvilke praktiske trin kan man følge?

Nedenstående tabel opsummerer en fremgangsmåde, som jeg selv har set virke i både små og større organisationer. Den er ikke tænkt som en stiv opskrift, men som en praktisk tjekliste, I kan tilpasse jeres kultur og hverdag. Pointen er at kombinere de lovlige og de kulturelle greb: klare spilleregler før mødet, en skriftlig politik der holder sig inden for reglerne, tydelige telefonvenlige zoner og kontrol­lerede pauser samt et møde, der faktisk er værd at være opmærksom på. Når de fire ting spiller sammen, virker telefonfrie møder langt mere naturligt, end hvis man bare indfører et forbud og håber på lydighed. Brug tabellen som udgangspunkt, og justér undervejs, efterhånden som I ser, hvad der virker i praksis.

Tabellen er ikke i sig selv en garanti, men snarere en ramme, der skal holde hele indsatsen sammen. Det afgørende er nemlig, at trinnene griber ind i hinanden: Uden klare spilleregler inden mødet virker selv en velformuleret telefonpolitik hul, og uden et møde, der faktisk er værd at være opmærksom på, bliver reglerne hurtigt en tom formalitet, som folk omgår, så snart de keder sig. Derfor giver det bedst mening at tænke trinnene som en kæde frem for en tjekliste, hvor man kan springe vilkårligt rundt. Jeg anbefaler at starte med trin 1 og 5, fordi netop de to giver hurtige og mærkbare resultater – spillereglerne skaber en tydelig forventning fra første møde, og det engagerede møde fjerner den underliggende grund til, at folk griber telefonen. Når de to ting er på plads, er der et solidt fundament at bygge politik og zoner på, og først da bliver de øvrige trin reelt bæredygtige.

Hvordan spørger man kolleger om at lægge telefonen væk uden at være uhøflig?

Det korte svar er: Flyt samtalen til før mødet, og ram den ind som respekt for hinandens tid. Sig for eksempel, at I prøver at holde mødet telefonfrit for at få mest muligt ud af den halve time, og at vigtige opkald kan tages uden for lokalet. Tilbyd en telefonvenlig pause, så ingen føler sig udstillet. Det er langt mere effektivt end at pege fingre midt i en præsentation.

Hvis nogen alligevel tjekker telefonen, så brug et blik eller en kort pause frem for en offentlig irettesættelse. Tag den private samtale bagefter, hvis det gentager sig. Erfaringen fra Forbes og fra flere teams er, at den rolige, forudgående aftale virker bedst, fordi den flytter konflikten væk fra øjeblikket og over i en fælles norm.

Er et forbud mod telefoner i mødelokalet lovligt?

Ja, arbejdsgivere kan i vidt omfang fastsætte telefonregler gennem en skriftlig politik, der beskriver, hvornår telefonen er tilladt, for eksempel i pauser, og hvornår den ikke er. Politikken skal gennemgås i forhold til relevante statslige og føderale regler og revideres regelmæssigt. Den bør også tage højde for medarbejdere, der har brug for enheden til notetagning eller akutte familieforhold.

Det er vigtigt at skelne mellem et forbud i mødelokalet og et generelt forbud på arbejdspladsen. Sidstnævnte kræver mere omhu og bør bygge på en konkret vurdering af sikkerhed, fortrolighed og medarbejdernes behov. Blokering af mobilsignaler er en anden og mere juridisk risikabel vej, som jeg fraråder uden grundig juridisk rådgivning.

Hvor meget tid koster telefonforstyrrelser på arbejdet?

Kilderne peger på, at medarbejdere bruger omkring 42 minutter om dagen på private gøremål på telefonen og kan spilde op mod to arbejdstimer på den. Efter en afbrydelse tager det cirka 23 minutter for hjernen at genfinde fuld fokus. Det betyder, at en enkelt telefonpause midt i et møde kan koste langt mere end de få sekunder, den varer.

På samfundsniveau anslår mitmagazine.co.uk (28. februar 2025), at forstyrrelser i møder koster den britiske økonomi 20,7 milliarder pund. Tallene er ikke en præcis facitliste for din arbejdsplads, men de viser størrelsesordenen. Når jeg præsenterer dem for ledere, bliver det ofte startskuddet til at tage mødekulturen alvorligt.

Hvilke alternativer virker bedre end bare at forbyde telefoner?

Der findes flere alternativer, som ofte virker bedre end et rent forbud. Man kan oprette telefonvenlige zoner som frokoststuen, tillade korte kontrollerede telefonpauser, levere indhold eller slides via mobile enheder og gøre mødeindholdet mere engagerende. Kombinationen af restriktioner og færdigheder eller mediekendskab gør, at folk lærer hensigtsmæssig brug i stedet for bare at miste adgangen.

NASBE anbefaler netop at parre restriktioner med mediekendskab og færdigheder. Det samme princip gælder på arbejdspladsen: Forklar hvorfor, giv alternativer, og gør det nemt at gøre det rigtige. Et forbud uden forklaring skaber modstand, mens en kombination af klare rammer og gode alternativer skaber varig adfærdsændring.

Hvad kan man gøre på den personlige enhed?

Den enkelte medarbejder kan også gøre en del selv. Fjern ubrugte apps, brug iOS-funktionen Offload App, sæt skærmen til gråtoner, planlæg blokke med dybt fokus og slå notifikationer fra i mødetiden. Det er små indgreb, men de reducerer antallet af gange, telefonen trækker opmærksomheden væk fra mødet.

Nir Eyal har beskrevet, hvordan man kan hacke sig tilbage fra telefonforstyrrelser ved at ændre på de udløsere, der får os til at tjekke telefonen. Pointen er, at adfærd ikke kun styres af viljestyrke, men af design. Når både arbejdspladsen og den enkelte justerer designet, bliver telefonfrie møder lettere at gennemføre i praksis.

Hvordan håndterer man kulturel modstand mod telefonfrie møder?

Modstand handler ofte om identitet og vane. Nogle medarbejdere ser telefonen som en forlængelse af deres arbejde, og et forbud kan føles som en mistillidserklæring. Ifølge Get Clear Touch ser ældre professionelle oftere telefonbrug på arbejdet som upassende, mens yngre har en anden normal. En god proces anerkender begge perspektiver og forklarer formålet i stedet for at moralisere.

Jeg anbefaler at starte med et pilotmøde og evaluere det bagefter. Spørg deltagerne, om de oplevede mødet som mere fokuseret, og brug deres svar til at justere reglerne. Når medarbejderne selv oplever forskellen, bliver reglen lettere at acceptere, og modstanden falder gradvist. Det er en mere bæredygtig vej end at indføre et forbud ovenfra uden dialog.

Hvordan følger man op uden at skabe en kontrolkultur?

Opfølgning skal handle om mødekvalitet, ikke om at fange syndere. Mål effekten ved at spørge til deltagernes oplevelse, antallet af afbrydelser og mødets længde. Hvis møderne bliver kortere og mere fokuserede, er det et bedre succeskriterium end antallet af telefoner i kurven. Det flytter samtalen fra kontrol til resultater.

Konsekvens er stadig vigtig. Hvis reglen gentagne gange brydes, skal der være en klar og forudsigelig reaktion, som er beskrevet i politikken. Tag samtalen først, og eskalér først derefter. På den måde bevarer I både retfærdigheden og arbejdsglæden, og reglen bliver en del af kulturen i stedet for et irritationsmoment.

Hvilke data og erfaringer kan hjælpe ledelsen i gang?

Når jeg skal overbevise en ledelse, bruger jeg gerne de konkrete tal. Neat peger på 42 minutter dagligt på private gøremål og op mod to timers spild, og 23 minutter til at genfinde fokus efter en afbrydelse. The Hartford viser, at 19 procent af arbejdsgiverne mener, at medarbejderne er produktive i under fem timer om dagen, og at mere end halvdelen peger på mobiltelefoner. Det er tal, der skaber genklang i et budgetmøde.

Jeg supplerer med de internationale erfaringer. Pew Research Center (12. juni 2024) viser, at 72 procent af gymnasielærere ser telefonforstyrrelser som et stort problem, og NASBE (september 2025) noterer, at mindst 31 delstater og Washington D.C. har indført restriktioner i skoler. Det viser, at problemet anerkendes bredt, og at løsningerne ofte kombinerer rammer med undervisning i hensigtsmæssig brug.

Endelig anbefaler jeg at bruge de eksisterende erfaringer fra Forbes, Ryan Jenkins og Martin Port, der alle har beskrevet, hvordan man får folk væk fra telefonerne i møder uden at være en ubehagelig type. Kombinationen af data og praktiske erfaringer gør det lettere at få opbakning til at ændre kulturen.

Hvad er de vigtigste fejl at undgå?

Den største fejl er at indføre et forbud uden forklaring. Et forbud uden kontekst bliver let opfattet som straf og kan

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan spørger man kolleger om at lægge telefonen væk uden at være uhøflig?

Flyt samtalen til før mødet, og ram den ind som respekt for hinandens tid. Fortæl, at I prøver at holde mødet telefonfrit for at få mest muligt ud af tiden, og at vigtige opkald kan tages uden for lokalet. Tilbyd en telefonvenlig pause, så ingen føler sig udstillet. Det virker bedre end at pege fingre midt i en præsentation.

Er et forbud mod telefoner i mødelokalet lovligt?

Ja, arbejdsgivere kan i vidt omfang fastsætte telefonregler gennem en skriftlig politik, der beskriver, hvornår telefonen er tilladt, og hvornår den ikke er. Politikken skal gennemgås i forhold til relevante statslige og føderale regler og revideres regelmæssigt. Den bør også tage højde for medarbejdere, der har brug for enheden til notetagning eller akutte familieforhold.

Hvilke telefonvenlige zoner og kontrollerede pauser virker?

Definér telefonvenlige zoner som frokoststuen, udeområder og omklædningsrum, hvor telefonen må bruges frit. Tillad korte, aftalte telefonpauser i stedet for løbende småafbrydelser. Hold samtidig telefonen ude af syne under mødet, for eksempel i en kurv eller et opladningsstativ. Det anerkender, at telefonen er en del af arbejdslivet, og beskytter mødets fokus.

Hvordan håndterer man modstand mod telefonfrie møder?

Modstand er normalt og skal håndteres med samtale, ikke med skam. Hvis nogen gentagne gange bryder reglen, så tag en rolig samtale først og forklar hvorfor. Forklar formålet: bedre møder, mere respekt for hinandens tid og færre afbrydelser. Følg politikken konsekvent, og anerkend positivt, når møderne bliver mere fokuserede.